Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kirkegårdstyve vækker undren: Går efter metal uden stor værdi

Kirkegården i Brædstrup har haft besøg af tyve, der stjæler metalpynt som for eksempel fugle fra gravsten på kirkegården. Kirkeværge Rasmus Schmidt og graver Ingelise Thorvaldsen besigtiger her et af de gravsteder, der er blevet ramt. Foto: Søren E. Alwan

Kirkegårdstyve vækker undren: Går efter metal uden stor værdi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pyntefugle af metal er blevet stjålet fra en halv snes gravsteder på kirkegården i Brædstrup.

Brædstrup: Kirkegården i Brædstrup har i de seneste uger været hjemsøgt af en tyv, der har stjålet metalgenstande fra en halv snes gravsteder. Men det mærkelige er, at tyven udelukkende er gået efter de små metalfugle, der sidder som pynt på mange gravsten.

De små pyntefugle, der ofte er lavet af kobber eller messing, repræsenterer ikke den store metalværdi, så derfor er medarbejderne ved Brædstrup Kirke dybt forundrede.

- Det er svært at forstå meningen med det. Måske har tyven troet, at figurerne er mange penge værd. Men en stenhugger har fortalt mig, at sådan en metalfugl kun har en metalværdi på omkring 30 kroner, så der skal mange fugle til, hvis det skal give penge, siger graver Ingelise Thorvaldsen.

- Det kan muligvis være en samler, der har en svaghed for disse fugle - eller måske er det en form for hærværk eller "drengestreger", tilføjer hun.

Tyveri fra lokal kirkegård: Stjal fra tre gravsteder
Det er noget vi ser på med alvor, for de pårørende bliver jo utroligt kede af det.
Rasmus Schmidt, kirkeværge

Fra de ældste grave

Kirkeværge Rasmus Schmidt oplyser, at man foreløbig har registreret, at ni gravsteder har været udsat for de besynderlige tyverier - i alle tilfælde er det sket på den ældste del af kirkegården. Det seneste tyveri blev opdaget så sent som torsdag formiddag. Der kan muligvis været sket flere tyverier, da kirkegården rummer omkring 1000 grave,

- Det er noget, vi ser på med alvor, for de pårørende bliver jo utroligt kede af det, understreger Rasmus Schmidt.

Det er første gang, at Brædstrup Kirke har været udsat for tyveri og hærværk af denne art.

Rundt omkring i landet har flere kirker oplevet metaltyverier, men som regel har det været større ting såsom nedløbsrør af kobber, som tyvene er gået efter. 

Familiegravsted beskadiget

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår tyverierne på Brædstrup Kirkegård har fundet sted. Det kan være sket på én gang for flere uger siden, men tyverierne er blevet opdaget med mange dages mellemrum, for i nogle tilfælde kan det være svært at se, at der engang har siddet pyntefugle på gravstenen.

I andre tilfælde er det mere tydeligt, da tyven eller tyvene har brækket fuglene af med vold, så der er kommet nogle store hak i gravstenene. Det er for eksempel sket ved det gravsted, hvor gartner Hans Aage Pedersen og hans hustru Anna Kirstine Pedersen ligger begravet. Barnebarnet Boye Valentin Pedersen, der er med til at drive blomsterforretningen Roberts Blomster lige over for kirkegården, blev for nylig opmærksom på, at to metalfugle på familiegravstedet var knækket af og hugget.

- Det er da træls, og det er rigtig ærgeligt, at der er røget en stor splint af gravstenen, siger Boye Valentin Pedersen.

Ingen videoovervågning

Da et gravsted er privat ejendom, kan en indboforsikring muligvis dække skaderne, lyder det fra graver Ingelise Thorvaldsen, der opfordrer folk til at politianmelde tyverierne.

Personalet ved Brædstrup Kirke er indstillet på at holde ekstra skarpt øje med gravstederne, men der er dog ikke planer om at installere videoovervågning på kirkegården.