Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bjærget ubåd forventes i havn sent lørdag aften

Bjærgningen af ubåden "UC3 Nautilus" er påbegyndt klokken ti lørdag. Den bliver bugseret til Nordhavn, hvor den skal tømmes delvist for vand.

Bjærget ubåd forventes i havn sent lørdag aften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lørdag aften bugseres ubåd på vej mod et lukket område i Nordhavnen, hvor den skal tømmes delvist for vand.

Siden klokken 10 lørdag morgen er der blevet arbejdet med at bjærge den privatejede ubåd "UC3 Nautilus". Lørdag aften omkring klokken 19 har det stadig ikke været muligt at se, hvad der i båden.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Lørdag aften er ubåden hævet fra bunden og er ved at blive bugseret til et lukket område i Nordhavnen, hvor den forventes at ankomme omkring klokken 22.

Her vil den blive delvist tømt for vand, så den kan løftes op på land. Det forventes at tage flere timer af hensyn til sikring af spor. Når det er muligt, vil den blive transporteret til en lukket hal, hvor den skal undersøges.

Ubåden forliste fredag under mystiske omstændigheder i Køge Bugt.

Dens ejer, opfinder Peter Madsen, reddede sig ud af den synkende ubåd. Han blev efterfølgende anholdt og mistænkt for drab på en svensk kvinde, den 30-årige journalist Kim Wall, der på et tidspunkt var med om bord på ubåden.

Ved et grundlovsforhør lørdag er Peter Madsen dog blevet fængslet for en noget mildere sigtelse - uagtsomt manddrab. Det skete for lukkede døre. Derfor er det usikkert, hvad der ligger til grund for den mildere sigtelse.

Efterforskningen i sagen kører nu i to spor, oplyser politiet. Dermed har politiet stadig en indsats i gang, hvor Kim Wall eftersøges. Politiet vil derfor gerne i kontakt med vidner, som kan oplyse om hendes færden.

Det kan være nogle, som har set hende forlade ubåden i tidsrummet fra torsdag aften klokken 21 eller som fra en båd har set personer på ubåden, når den har været oppe ved vandoverfladen.

Kim Wall beskrives som 160 centimeter høj, spinkel af bygning og har rødbrunt hår og brune øjne. Hun skal være iført en orange bluse med lange ærmer, en sort og hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.

Oplysninger kan gives til telefon 114.